Sankt Hans

Jeg kan ikke lide Sankt Hans. Jeg kan ikke lide at blive mindet om, at mennesker er blevet brændt fordi de troede inderligt på noget, og fordi de kunne noget uforklarligt.
Jeg bliver altid ufatteligt vemodig, når jeg holder Sankt Hans.

De sidste par år har jeg holdt aftenen på Bakken med min familie - min ældste kusine har fødselsdag Sankt Hans aften, så vi har en tradition med at se hele det show Bakken sætter op hvert år.
Der er en båltale, gøglere og sang - og så er der selvfølgelig bål. Men der er også fyrværkeri.
... Og nej, jeg mener ikke bare nogle få raketter. Jeg mener; så meget fyrværkeri at det overgår nytårsaften.
Alle disse brag og lysglimt, blandet med hektisk action-musik overskygger alt sammen det smukke bål.
Bålet er så naturligt og smukt, og det er dét Sankt Hans handler om - men det sættes i baggrunden for underholdningen. Det er vigtigere at underholde folk, end at give den stilhed, ære og respekt, som Sankt Hans og ildens ofre fortjener.

Midt under fyrværkeriet (i en mere stille passage), bliver der spillet 'Hallelujah', sunget af en kvinde. Og jeg bryder fuldstændig sammen, jeg hulker voldsomt og kan slet ikke holde tårerne tilbage. Min yngste kusine, der ligger mellem mine ben, tager mine hænder og holder mig, mens jeg græder.

"Your faith was strong, but you needed proof." 

/Torsken
//Luna