torsdag den 14. juni 2012

Følelsen af at have geni-gener

I dag var jeg på arbejde - jeg er tilkaldevikar i en SFO på en friskole.
Da jeg møder op (iført en tvungen cykelhjelm - for at være 'et godt eksempel') kaster børnene sig som sædvanligt over mig. De råber at de vil lege 'gyserteater' igen - en ting, jeg har indført i klubben, hvor 2 børn lægger lyde til 2 skuespillere, der skal reagere på lydene, de får serveret. Og der er ALTID varulve, gå-en-tur og kirkegårde involveret.
Anyway, da jeg har leget det med 10-15 unger i halvanden time er jeg godt træt i hovedet af deres larm og skrig. Så jeg skifter leg; jeg vælger at vi nu skal lege stikbold. Men også dette involverer desværre en masse larm og skrig, så jeg skifter strategi. Jeg tilføjer en regel: Det hedder nu 'stillelegs-stikbold' og hvis man siger noget dør man.
Og så sidder jeg ellers på sidelinjen og nyder de utroligt stille unger, der maser rundt - og hvis de siger noget peger jeg bare på dem og siger "Død!" hvorefter de sætter sig ærgerligt, men lydigt ned, velvidende at de har brudt en regel.
Mens jeg sidder dér på sidelinjen føler jeg at jeg har de mest geniale idéer i verden!! ... hvor mon jeg har dem fra?

HUSK: Tilpas hverdagen efter dine behov; og føl dig som et geni.
/Torsken
//Luna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar