Nattejagt

Jeg må simpelthen skrive nu.

Jeg er syg med feber og ondt i halsen - og derfor har jeg ligget i en solstol på min terrasse hele dagen (i skyggen), og sovet og læst. Jeg havde mit feber-termometer med derud, og det lå på en stol. På et tidspunkt skal jeg have fat i det, men kommer til at skubbe til det, så det falder ned på terrasse-gulvet, der har nogle meget brede mellemrum mellem brædderne. Og selvfølgelig, selvfølgelig skal termometret da falde ned i én af sprækkerne.
Så ligger det dér, under min terrasse og er næsten umulig at få fat på. Man kan godt kravle under, men man skal igennem bregner og buske først - og så mave sig frem fordi der max er 30 cm højt.
Jeg sidder i lang, lang tid og bare kigger. Fuldkommen ude af stand til at gøre noget - jeg ved simpelthen ikke hvad. Jeg beslutter, at det er umuligt at få fat i det, så jeg undersøger hvad et termometer koster. Og som fattig studerende (der egentlig ikke er fattig studerende, fordi hun får noget nær højeste SU, men kalder sig det, fordi pengene straks bruges på teaterbilletter og slik) beslutter jeg at 50 kr. for et termometer er for meget. Og som sædvanligt udskyder jeg problemet, indtil jeg konfronteres med det.

Nå, men jeg har hele aftenen ventet på at få mine eksamener offentliggjort (skriftlige: dansk, engelsk, spansk/mundtlige: mediefag, historie, spansk, dansk), hvilket ville ske kl. 00.01 - så jeg ventede og ventede. Og jeg har egentlig ikke været synderlig nervøs for hvad jeg kom op i, da jeg ikke kan gøre hverken fra eller til. Men da jeg så den begynde jeg at svede over hele kroppen som ind i helvede. Og jeg ved ikke hvorfor. Altså godt nok har jeg ikke lyst at komme op i dansk mundtligt... og måske heller ikke så meget spansk mundligt, da jeg i forvejen får hhv. 7 og 12, hvilket jeg er tilfreds med!! Og jeg har ikke lyst at gå ind og få mindre, bare fordi jeg er dårlig til mundtlige eksamener!

Nåmen nu til sagen - hvorfor måtte jeg 'simpelthen skrive nu'?
Det er fordi jeg tror, der er en smule galt med mig. Jeg tror jeg er en smule skør.
Jeg fik en underlig lyst til at gøre noget underligt.
Så jeg hentede papfars lommelygte i kælderen, tog regntøj, gummistøvler og kasket på - og gik ud på terrassen. Jeg kæmper mig igennem bregner og buske - og det larmede lidt, hvilket ikke er så godt, da mor og papfar i samme øjeblik sover lige over mig for åben dør. Jeg håber at jeg kan lyde som en kat eller at jeg ikke vækker dem. Og så skal jeg ellers ned og ligge, for nu kommer millitær-øvelsen. Jeg kryber på knæ og albuer med sænket røv (næsten som trænings-øvelsen 'planken') fremad, fremad, fremad, og griber så fat om termometret. Sejren ulmer lidt, mens jeg ligger dér, blandt insekter, spindelvæv, kattetis og andet godt, knugende termometret i min hånd.
Men pludselig bliver jeg lidt panikslagen - jeg indser at jeg ligger under min terrasse kl. 1 om natten og knuger et termometer (lige dér kan jeg ikke se, hvor komisk det egentlig er). Jeg bliver bange for at der er insekter, monstre og rotter, der vil æde mig og jeg bliver bange for om jeg overhovedet kan komme ud igen.
Så jeg gør det hele baglæns, hvilket ikke er nemt, men heldigvis heller ikke umuligt! Jeg kommer fri og bliver glad igen. Og nu kan jeg ikke tilbageholde en latter. Hvor er det dog en komisk situation.
Og hvor ville det have været komisk hvis jeg var siddet fast og var nødt til at kalde på hjælp? De ville finde mig dér - og sikkert ikke hjælp; nok bare veksle mellem at undre sig og grine..

HUSK: Der findes ikke altid et smart ordsprog, der kan beskrive dét du føler lige nu....
/Torsken
//Luna